Minister går ind i sag om fyringer af ungarbejdere

af FødevareDanmark

Erhvervsorganisationen FødevareDanmark er optimistisk efter fredagens møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om en lempelse af arbejdsmiljøreglerne, så unge kan fastholde deres fritidsjob i bl.a. slagterbutikkerne.   

For godt en måned siden kunne man i adskillige medier læse om, hvordan flere slagterbutikker landet over ser sig nødsaget til at fyre ungarbejdere efter besøg fra Arbejdstilsynet. Det bliver eksempelvis ikke accepteret, at de unge i deres fritidsjob gør rent i nærheden af maskiner, som potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Heller ikke selv om maskinerne er slukkede. Dengang tøvede slagterne ikke med at kalde reglerne for ”hysteriske”.   – Jeg føler mig fuldstændig magtesløs og dømt uden rettergang, lød det fra Bo Berthelsen, indehaver af Slagter Bo i Sejs ved Silkeborg. Han måtte skille sig af med fire ungarbejdere efter besøg fra Arbejdstilsynet.     

Nu er der nyt i sagen. Fredag den 2. november har FødevareDanmark, der blandt andet er brancheorganisation for slagtermestrene og fiskehandlerne, været til møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), og brancheorganisationen er optimistisk. – Ministeren var, som vi også forventede, åben for at gøre noget ved problematikken. Derfor tror vi på, at der nu vil ske en lempelse af arbejdsmiljøreglerne, så de mange unge, der er glade for at have et eftermiddagsjob, ikke skal afskediges, siger Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark, erhvervsorganisation for omkring 700 af landets små og mellemstore fødevareproducenter.

Tag ved lære af fødevarekontrollen

Leif Wilson Laustsen påpeger, at den nuværende håndhævelse af arbejdsmiljøreglerne er undergravende på to fronter. – For det første mister eksempelvis slagterne og fiskehandlerne en vigtig rekrutteringsbase, når det gælder nye slagterelever. For det andet går det stik imod regeringens ambition om at styrke erhvervsuddannelserne, at unge mennesker bliver udelukket fra at have et fritidsjob og derved få en god føling med fagene og lyst til at uddanne sig i dem, siger Leif Wilson Laustsen, der anbefaler ministeren at skele til fødevarekontrollen i udarbejdelsen af nye rammer for Arbejdstilsynet.  – Da alle Folketingets partier for nylig indgik et nyt forlig om fødevarekontrollen blev der taget et stort skidt i retning af en ny og sund tilgang til virksomhederne. Nu har fødevarekontrollen mere fået karakter af virksomhedernes samarbejdspartner, der skal komme dem i møde med åbenhed og tillid, med mindre noget tyder på, at de bevidst omgår reglerne. Så skal der til gengæld slås hårdt ned. Jeg ser gerne, at Arbejdstilsynet tager ved lære, så deres funktion bliver mere rådgivende og samarbejdende, og de derved bidrager til at finde løsninger, der f.eks. kan fastholde ungarbejderne, slutter Leif Wilson Laustsen.   

Fakta: FødevareDanmark er brancheorganisation for små og mellemstore aktører inden for fødevaresektoren. Bag organisationen står Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerforeningen for Danmark, SMV Fødevarer, Sammark og Smagen af Danmark. FødevareDanmark har omkring 700 medlemmer.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Leif Wilson Laustsen, formand, FødevareDanmark, t. 23 25 14 06, mail:  leif@wlaustsen.dk

Torsten Buhl, adm. direktør, FødevareDanmark, t. 21 27 41 50, mail:  tbu@fvdanmark.dk

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies