Nedtælling til festivitas
af Rikke HolmFørste juni startede nedtællingen til Leif Wilson Laustsens 25-års jubilæumsfest som slagtermester i Assens. Frem til august kører forretningen ugentlige knaldtilbud, og i uge 35 kommer tilbuddet til at lyde på 25% rabat på det meste i butikken. Festlighederne rundes af med en reception den 4. september, hvor Leif Wilson Laustsen håber at se både branchekollegaer og forretningsforbindelser.
Leif Wilson Laustsen var i forvejen en travl mand, og med et jubilæum i sigte og ugentlige 25 kroners tilbud er der ikke blevet mindre at lave i slagterbutikken på Østergade i Assens. De gode tilbud går som varmt brød og trækker helt nye kunder til butikken. Samtidig er grillsæsonen i fuld gang i denne sommer, hvor temperaturerne flere gange har været oppe at runde de 30 grader: – Som nedtælling til festen kører vi med ugentlige 25 kroners tilbud, forklarer Leif Wilson Laustsen: - Fx har man kunnet købe Slagter Olsens leverpølse, der almindeligvis koster 85 kroner. Det er møj billigt, og det er tydeligt at mærke, at tilbuddene har trukket mange nye kunder til butikken. Vi slutter af med at give 25% rabat på stort set alle varer i ugen op til jubilæumsfesten.
Leif Wilson Laustsen har gennem årene fornyet størstedelen af opskrifterne i den gamle slagterforretning, men netop Slagter Olsens populære leverpølse er stadig lavet på den originale opskrift fra 1898. Den repræsenterer fint den faglige stolthed, som slagterbutikken står for, hvor alt fra spegepølser til pålæg, pølser og køkkenklare retter er hjemmelavet og baseret på gode råvarer.
Foden på speederen - også ud over jubilæet
Jubilæet den 4. september bliver afholdt ved en reception fra kl. 14.00. Her er kollegaer og forretningsforbindelser yderst velkomne, lyder det fra Leif Wilson Laustsen. Tanken er, at receptionen efterfølgende glider over i en egentlig fest. Det bliver uden hvide duge, men med pølser på grillen, lover jubilaren. Samme koncept var en succes, da Leif Wilson Laustsen for nogle år siden fejrede sin 50-års fødselsdag. Festlighederne foregår i lejede lokaler på adressen Frederik Plums Vej 2.
Ud over at være jubilar og indehaver af Slagter Laustsen/mad med mere er Leif Wilson Laustsen også formand for FødevareDanmark og Danske Slagtermestre, medlem af messekomiteen for FoodExpo, formand for Slagterfagets Fællesudvalg og udpeget af fødevareministeren til bestyrelsen i Madkulturen. Netop vekselvirkningen mellem arbejdet i slagterbutikken og de mange politiske opgaver giver en dynamisk hverdag, som Leif Wilson Laustsen sætter stor pris på. Han har derfor heller ikke på nogen måde travlt med at generationsskifte. Håbet er, at han inden for de næste otte år kan finde en ung m/k, der har lyst til at indgå i et samarbejde omkring en glidende overtagelse af slagterforretningen.
Branchen har været omstillingsparat
Spurgt ind til sine forventningerne til efteråret, har Leif Wilson Laustsen stor optimisme på branchens vegne: – Coronasituationen har været en kæmpe udfordring for erhvervslivet, som vores branche har tacklet utrolig godt. Gennem mine formandsposter har jeg snakket med mange butiksejere henover året, og de har stort set alle sammen haft vækst. Det siger noget om, at vi som branche har haft en høj grad af om- stillingsparathed. Omvendt har engros- og cateringsektoren haft store udfordringer og gjort stor brug af hjælpepakkerne. At de også har klaret sig igennem, er dybt imponerende! Til efteråret forventer jeg, at der er så mange vaccinerede herhjemme, at vi kan komme tilbage til noget, der ligner normale tilstande. Vi har fået godt fat i smitten, de fleste er vaccineret, og tallene ser lige nu rigtig fine ud. At der er kommet godt styr på coronasituationen betyder forhåbentlig også, at konkurrencen med testcentrene om at ansætte unge bliver mindre. – Den mega høje løn, de unge får i testcentrene, er forståelig, men ikke hensigtsmæssig på den lange bane. Særligt ikke for en branche som vores, der gennem de seneste år har måttet arbejde målrettet på at tiltrække flere elever til faget, afrunder Leif Wilson Laustsen.
August 2021