Nordjysk slagter har knækket koden til nye medarbejdere
af Asbjørn & BorbergDer mangler elever til landets slagterforretninger. Men ikke hos slagtermester Claus Jensen i Gistrup ved Aalborg. Han har nemlig fundet opskriften på, hvordan han sikrer, at han også i fremtiden har adgang til de rette medarbejdere.
Landets slagtere kæmper i disse år en brav kamp for at skaffe nye medarbejdere til faget. Tal viser, at blot 41 elever søgte ind på slagteruddannelsen i Danmark i 2018, og det gør det svært for landets slagtere at rekruttere kommende medarbejdere. Men ikke hos slagtermester Claus Jensen i Gistrup ved Aalborg. Han har nemlig fundet ud af, hvordan han også i fremtiden skal sikre sig nye medarbejdere. Claus Jensen sørger for, at han altid har elever som en del af medarbejderstaben, der tæller i alt 11 ansatte.
– Hvis vi skal sikre os medarbejdere i fremtiden, så skal vi sørge for at tiltrække nogle elever, så de kan få smag for slagterfaget så tidligt som muligt, siger Claus Jensen, der både driver gourmetslagter og cateringbutik. Lige nu er fire af medarbejderne slagterelever. – Som slagterforretning skal du være villig til at investere i at uddanne elever. Jeg tror, det er en væsentlig forudsætning for at få flere til at gå slagtervejen, siger han.
Uddannelse med kød på
En af de elever, som lige nu har sin gang hos slagtermesteren i Gistrup, er 23-årige Christian Poulstrup. – Det er fantastisk, at jeg her ikke bare får en uddannelse i et fag, men også en uddannelse som menneske. Når du møder ind hos Claus, er det ikke nok at ville slagterfaget – du skal ville arbejdet med hele kroppen, siger Christian Poulstrup, hvis passion er pølsemageri. – Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg kan skabe endnu bedre pølser – også når jeg har fri. Christian Poulstrup føler sig overbevist om, at Claus Jensens måde at gribe sagen er på, er den helt rigtige. – For mig har det været helt afgørende at komme ud til en slagtermester, som brænder for at lære mig slagterfaget fra bunden, og hvor vi er stolte over at lykkes sammen.
I brancheorganisationen FødevareDanmark, der blandt andet repræsenterer de danske slagtermestre, er de begejstrede for det nordjyske eksempel. – Vi har i disse år stort fokus på, hvordan vi kan hverve flere elever til slagterfaget. I det arbejde skal vi have slagterbutikkerne til at arbejde aktivt med, og her er slagteren i Gistrup et forbilledligt eksempel på, hvordan man som slagterbutik selv kan tage et ansvar, som lønner sig, siger Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark og Slagterfagets Fællesudvalg, der tilrettelægger slagteruddannelsen.
Fakta om elevoptag
Virksomheder er pålagt et årligt elevoptag blandt andet bestemt ud fra deres sammensætning af erhvervsuddannede medarbejdere. Ordningen kaldes Praktikplads-AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) og målet for den enkelte virksomhed er baseret på et særligt pointsystem med elevpoint. En virksomhed skal betale 27.000 kr. for hvert elevpoint, den mangler. Til gengæld får den en bonus, hvis den ansætter flere end målet.
Fakta:
FødevareDanmark er erhvervsorganisation for små og mellemstore aktører inden for fødevaresektoren. Bag organisationen står Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerforeningen for Danmark, KonditorBager A/S, SMV Fødevarer, Danske Frokost- og Cateringleverandører samt Smagen af Danmark.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Claus Jensen, slagtermester, Kokken & Slagteren i Gistrup, t. 98314036, mail: mester@slagteren-kokken.dk
Christian Poulstrup, elev, Kokken og Slagteren i Gistrup, t. 61658927
Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark, t. 23 25 14 06, mail: leif@wlaustsen.dk
Februar 2020.