Ny grillbog med amerikansk inspiration
af FødevaremagasinetDet er snart grilltid, og mad med mere vil gerne give kædens kunder inspiration til, hvad der er værd at tænde op under på grillen. Det sker med en ny grillbog. Det er marketingkonsulent for mad med mere, Martin Beck Poulsen, der har stået for indhold og opskrifter i den nye grillbog. Martin er både kok, slagter og grill-entusiast på eliteplan med deltagelse i både DM i grill og i VM i USA i bagagen. Det er bl.a. her, han har hentet inspiration til nogle af opskrifterne i den nye grillbog. - En af nyhederne i grill-bogen er cup cake chicken. Det er underlår fra kyllinger formet som en bold, marineret og anbragt i en form af silikone, inden kødet kommer på grillen. Kyllingerne får på den måde en rigtig grillsmag og bevarer samtidig deres saftighed, forklarer Martin Beck Poulsen.
Et andet amerikansk inspireret produkt, som Martin fremhæver i mad med meres nye grillbog, er „flap-meat“. - Flap-meat er en muskel fra slaget på koen. Det er en udskæring, der ikke er så udbredt herhjemme, men som nu fås hos gode, velassorterede slagtere. Det er et stykke oksekød med en kraftig smag, og det er meget velegnet til grillen, påpeger Martin Poulsen.