Ny slagterbutik i Himmerland
af EIVIND SØNDERBORG JOHANSENLandbyens Als ved udmundingen af Mariager Fjord i det sydøstlige Himmerland har fået sin egen slagter, Als Slagteren. Ægteparret Joan Skifter Sørensen og Jan Holt Petersen åbnede den 27. november en helt nyopført slagterforretning på Hadsundvej 27 i landsbyen. Byggeriet af butikken har været længe undervejs, for de lokale myndigheder skulle først bruge tid på at ændre en lokalplan, før en eksisterende ejendom på matriklen kunne eksproprieres og give plads til parrets spritnye butik. Kunderne kan se slagterne i arbejde. Forretningen er på 155 m2, hvoraf de 45 m2 er et åbent baglokale, der giver kunderne adgang til at se slagteren udøve sit gode håndværk. - Sortimentet er både fersk kød, forarbejdede slagtervarer, delikatesser og et begrænset sortiment af oste foruden hjemmelavede, lufttørrede skinker og specialpølser, som vi fremstiller i vores egen røgeovn, fortæller Jan og uddyber: - Vi bor tæt på en fabrik uden kantine med 200 ansatte. Dem forventer vi at få et pænt salg til af hjemmelavede sandwich m.m. Butikken er placeret ved en hovedfærdselsåre, som mange chauffører bruger. Vi har stillet et par caféborde og -stole op i butikken, så både chaufførerne og andre kunder kan sidde ned og nyde en sandwich.
Ringen sluttet
Joan og Jan er begge udlært som butiksslagtere, og med åbningen af slagterforretningen i Als er Jan vendt hjem igen til den himmerlandske landsby, hvor hans slagterkarriere i sin tid startede. - Jeg blev udlært som slagter for 19 år siden efter at have stået i lære hos slagtermester Ove Nørgaard her i Als. Forretningen lukkede imidlertid kort tid efter, at jeg var udlært. Jeg tog derfor arbejde i køkkenet på en boreplatform, oplyser Jan. Jan og Joan vil i starten drive forretningen som en mand- og konebutik. Jan har taget orlov fra jobbet på boreplatformen indtil 1. februar 2016, men regner med at sige stillingen på havet op, hvis forretningen kører som forventet.
Stort opland med sommerhuse
- Vi har et meget stort opland med mange feriehuse, som jeg tror vil give omsætningen et kraftigt boost i sommerhalvåret. Selv om Als er en landsby har den et godt handelsliv med diverse butikker, bl.a. en bager, siger Jan, og tilføjer: - Lokalbefolkningen i området har savnet en slagter i byen, så opbakningen har været stor. Det har vi bl.a. kunnet aflæse på stribevis af positive tilkendegivelser på vores facebookprofil. Fredag den 27. åbnede butikken i Als med en stor reception, hvor gæsterne kunne nyde smagsprøver af slagterens hjemmelavede specialiteter. Als Slagteren er med i det frivillige kædesamarbejde i Mesterslagteren. Åbningsdagen den 27. november var overvældende for Jan og Joan med 387 ekspeditioner. Dagen efter, lørdag morgen, måtte parret akut have ekstra forsyninger fra Randers Kød for at klare efterspørgslen.