Nyslået generationsskifte

af Hanne Gregersen

Da 2022 ringede ud, gik Søren Søndergaard ind i sin 5. uge som selvstændig slagtermester efter et vellykket generationsskifte. De kendte ikke hinanden, de to, Søren Søndergaard og Christian Jensen, da sidstnævnte besluttede sig for af afhænde sin butik, Adelgades Slagter i Skive. De fandt sammen via en, der kendte en, der kendte osv. – Forretningen var faktisk sat til salg, da jeg hørte om en ung mand, der gerne ville være selvstændig, fortæller Christian Jensen. – Så jeg forhørte mig lidt om ham. Søren Søndergaard supplerer: – Jeg er selv fra Skive og kendte butikken, men det var via en bekendt, som havde arbejdet der, jeg fik at vide, at Christian ville sælge.

De mødtes et par gange, talte sammen, kemien var på plads, og sådan kom det generationsskifte i stand. I dag berømmer de begge situationen – og hinanden. For selv om Søren Søndergaard har 11 år bag sig som udlært hos slagter Lange i Holstebro, erklærer han lige ud, at uden Christian Jensens fortsatte hjælp i butikken havde starten været næsten umulig. – Økonomisk havde jeg selvfølgelig sparet noget op, siger Søren Søndergaard, – men det er Christian, kunderne kender, og ham de kommer for. Det nyder jeg godt af. Endnu er jeg jo ikke så kendt et ansigt eller har oparbejdet samme tillid, som han har. For Christian Jensen var det en lettelse, da Søren kom ind i billedet. Efter han havde sat forretningen til salg skruede kunderne ned for gavekort og andre bestillinger, men det er vendt tilbage. – For Søren er en dygtig slagter, der vil butikken, konkluderer han.

Julen varer til pinse

Til trods for sine forholdsvis få uger som ny ejer har Søren Søndergaard lært ikke så lidt om Adelgades Slagter. F.eks. at butikken op til jul har et godt aftræk på gammeldags blodpølse, og at her varer højtiden lige til pinse. Så længe sælges butikkens julesylte nemlig. Han har også truffet den kunde fra København, som hver jul gennem de seneste 34 år har hentet en røget lammekølle i butikken. Helt for sig selv er historien om butikkens berømte Fulton-spegepølse. Pølsen er opkaldt efter skoleskibet, Fulton, med den legendariske skipper, Mogens Frohn, der satte skik på uvorne drenge. I flere år havde skibet en ordning med slagteren i Adelgade om, at for hver spegepølse, der blev solgt, gik fem kroner til Fulton-fonden. I dag er kontanterne skiftet ud med naturalier, som tilgår Fulton, når skibet anløber Skive Havn.

Blandt kundernes favoritter skal også nævnes det røgede inderlår fra krondyr og den patenterede skinke fra sortbrogede grise. Hemmeligheden bag de mange røgvarers succes ligger i opskrifter udviklet og forfinet gennem årene. Mere siger Søndergaard og Jensen ikke om det, bortset fra at butikken har tre røgeovne og bruger bøgesmuld.

Andre specialiteter er de færøske laks. Der er tale om opdræt, men fordi vandgennemstrømningen er stærkere ved de atlantiske øer, er behovet for pesticider mindre end ved laks opdrættet andre steder. Noget der både tiltaler  kunderne og den ældre og den yngre slagter.

Sidemandsoplæring

Baggrunden og de mange historier om butikkens store udvalg udveksles i dagligdagen, når Søren Søndergaard og Christian Jensen begge går i butikken. Sidemandsoplæring, kalder Christian Jensen det, når ting ikke sådan bare kan lægges ind i en skoletime. – På den her måde får man løbende videregivet opskrifter, tips og ideer i den rette sammenhæng, når situationen opstår, påpeger han. – Det er vigtigt for mig at vide alt den slags, siger Søren Søndergaard. – Derfor er det guld værd, at Christian stadig vil være her. For Søren Søndergaard er det vigtigt at videreføre de gamle traditioner og det gedigne håndværk, som kendetegner den gamle gågadebutik i Skive. Der er dog områder, han gerne vil forstærke, bl.a. mad ud af huset og hele tapas-sortimentet.

Han kan også lide samarbejdet med byens eneste tilbageværende bager, hvor kunder udover det friskbagte brød kan købe en lun leverpostej fra slagteren med hjem. Måske noget, der kan udvikles. Hvad angår hjemmeside og Facebook er butikken godt med. Den adskiller sig endda fra andre ved via nettet at kunne tilbyde en 360 virtuel rundvisning udenfor og inde i butikken. En smagsprøve og appetitvækker.

Gør det

Naturligvis er det en omvæltning at slippe en butik med en håndfuld ansatte, man har drevet siden 1983, erkender Christian Jensen. Alligevel er hans råd til andre, aldrende kolleger: Gør det. – Som selvstændig betragter man butikken som den pensionsopsparing, der skal sikre alderdommen, siger han. – Derfor er man tilbøjelig til at ville sælge så dyrt som muligt for at få frigjort flest penge til sig selv. Men det kan dels gøre det sværere at få solgt, dels give det den unge slagter dårligere start-vilkår – eller i værste fald skræmme ham helt væk, så man er tvunget til at fortsætte uanset om lysten eller helbredet er til det. Rollen som emeritus passer ham fint. Mere plads til familie- og fritidsliv og stadig lidt slagter. – Så, så længe Søren vil have mig her, bliver jeg, siger han.

FVM, januar 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies