Nødråb fra catering- og frokostordnings-branchen

af FødevareDanmark

Det er kun et spørgsmål om tid, før hele catering- og frokostordningsbranchen må ”kaste håndklædet i ringen”. Myndighedernes advarsler om at holde igen med fester samt vejledning i begyndelsen af corona-pandemien mod buffetbespisning i kantinerne har haft store konsekvenser for branchen. Siden har myndighederne trukket advarslen i land mod buffetservering, men catering- og frokostordningsbranchen lider stadig under en større usikkerhed i befolkningen. En undersøgelse fra brancheorganisationen FødevareDanmark viser, at tre ud fire virksomheder frygter lukning.

Catering- og frokostordningsbranchen beskæftiger 6682 medarbejdere (2018) og omsatte i 2019 for over tre milliarder kr. Det er en branche, der er særdeles påvirket af corona-pandemien og som på trods af hjælpepakker, har været nødsaget til at acceptere en negativ indtjening hver eneste måned. Mange i branchen har kun overlevet ved at trække på deres kassekredit eller anden midlertidig finansiering. Regeringens seneste udmeldinger om afholdelse af private fester har samtidig sat ekstra pres på branchen, fordi de flere afbud og udeblivelser er uden mulighed for kompensation gennem hjælpepakker.

I uge 37 tog brancheorganisationen FødevareDanmark temperaturen på catering- og frokostordningsbranchens klemte situation. De deltagende virksomheder svarer alle, at de har oplevet aflysning af arrangementer og nedgang i ordre i forbindelse med de nye restriktioner. Derudover siger mere end 4 ud af 5 (84 pct.), at kunderne kontakter dem og udtrykker usikkerhed omkring, hvorvidt de skal rykke deres planlagte arrangementer. Direktør og ejer af Choicefood, Ronni Lundegaard uddyber:

Vores kunder er forvirrede over alle de udmeldinger, der hele tiden kommer. Bekymringen og angsten for at gøre noget forkert fylder meget hos kunderne. Er de det mindste i tvivl, så vælger de at aflyse. Kunder er bange for en shitstorm”.

Samtidig peger mere end 2 ud af 3 (68 pct.) på, at de frygter, at det har konsekvenser for muligheden for at få kompensation, at Regeringen og myndigheder udsteder et påbud og ikke et forbud. Ronni Lundegaard udtrykker særlig bekymring ved Regeringens sondring mellem påbud og forbud.

”Det er helt utilstedeligt, at de, der er tvangslukkede, er bedre stillet end de, der oplever omsætningstilbagegang direkte relateret til COVID-19 og foranlediget af de restriktioner, som Regeringen har indført og opfordrer til.”

Han udtrykker samtidig, at catering- og frokostbranchen er særligt sårbar i den nuværende situation. ”Det er ikke ok, at en evt. hjælpepakke kun er gældende, hvis omsætningen er faldet med mere end 35 pct., dels fordi vi har øgede udgifter til lønomkostninger grundet portionspakning og dels fordi vi er en branche med meget små marginaler, så konsekvensen ved faldende omsætning er relativt set større end andre brancher som vi normalt sammenlignes med” understreger direktøren.

At det er påbud og ikke forbud, er ikke gået branchen hen over hovedet. Her mener man myndighederne bevidst udsteder påbud omkring fester og forsamlinger, for netop ikke at skulle udstede nye økonomiske hjælpepakker. Catering og frokostordningsbranchen rækker derfor nu hånden i vejret og beder indtrængende om hjælp til at stoppe styrtblødningen med fire konstruktive kompensationstiltag:

1.Midlertidig kompensation for selvstændige (23.000 kr. månedligt) forlænges til 31-10-2020

2.Den del af virksomhedernes omsætningsnedgang, som vedrører levering til nedlukkede brancher (koncerter, events, store julefrokoster o.lign.) kompenseres på lige vilkår med de andre 100% underleverandører til selvsamme brancher.

Modellen kan være en kompensationsperiode fra 01-08-2020 til 31-12-2020. Referenceperiode 01-08-2019 til 31-12-2019. Der kan søges for de første 3 måneder, 4 måneder eller alle 5 måneder. Det er et krav for kompensation, at virksomhederne kan dokumentere at omsætningen i referenceperioden svarer til den forventede omsætning i kompensationsperioden. Ansøgningen kræver revisionspåtegnelse. 

3.Direkte lønkompensation for de ekstra lønomkostninger som vedr. portionspakning. (Periode 01-08-2020 til 31-10-2020)

Modellen kan være, at alle frokost/kantinevirksomheder, hvor en del af deres kunder kræver portionspakket frokost, kompenseres med et beløb svarende til 20 % af deres samlede lønomkostninger i perioden. Virksomhederne skønner ifb. med ansøgning, og staten kan efterfølgende kontrollere tallenes korrekthed, ved at se på den enkelte virksomheds lønudgift. Det er et krav for kompensation, at virksomhederne kan dokumentere at minimum 25 % af deres frokost/kantine omsætning kræver portionspakket frokost (ansøgning kræver revisionspåtegnelse)  

4. Lønkompensationsperioden forlænges indtil 31-10-2020 efter samme vilkår som hidtidigt. 

For yderligere information, kontakt: Ronni Lundegaard tlf. 24213326, e-mail:  ronni@choicefood.dk

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies