Offentlig administration koster eksportører kassen
af Eivind Sønderborg JohansenInteresseorganisationen SamMark er stærkt utilfredsse med de drastiske gebyrforhøjelser for dyrlægekontrol på samlestalde.
Gebyrerne blev forhøjet den 1. februar i år af Fødevarestyrelsen i forbindelse med, at offentligt ansatte dyrlæger i Fødevarekontrollen overtog kontrolbesøgene, der tidligere blev varetaget af honorarlønnede private dyrlæger, ansat af Fødevarestyrelsen.
- Vi betalte 760 kr. i timen til de private dyrlæger, men nu er timeprisen for kontrol hævet til 920 kr. Dertil kommer et startgebyr på 350. En dyrlægekontrol varer typisk fire timer, så i gennemsnit betaler vi nu 1000 kr. i timen for kontrol i en samlestald, oplyser formanden for SamMark, gårdejer og eksportør Henrik Westergaard, Sunds.
Han har sammen med afdelingschef i Danske Slagtermestre, Lars Poulsen, holdt møde med ledelsen af Fødevarestyrelsen om de drastiske prisforhøjelser.
65 procent af timeprisen til dyrlægekontrol skal dække overhead-omkostninger, dvs. Fødevarestyrelsens omkostninger til fx ledelse, husleje, økonomi og personaleadministration og efteruddannelsen i forbindelse kontrollen af dyr på samlestaldene.
Ønsker differentierede takster
SamMark argumenterede for, at overhead-omkostningerne skulle gøres differentierede, således at de enkelte samlestalde kun betalte de procentvise andele af kontrolomkostningerne, som de reelt foranlediger.
Fødevarestyrelsen er enig med SamMark i, at det ikke nødvendigvis er udtryk for retfærdighed, at alle skal betale samme procentsats for overhead-omkostninger, men at det er den enkleste måde at administrere omkostningerne på. Styrelsen lovede dog at foretage beregninger af, hvorvidt samlestaldene vil kunne få fordel af en differentiering af satserne. SamMark afventer nu resultaterne af disse begninger.
Afdelingschef Lars Poulsen peger på, at det ikke kun er forhøjede takster, der er årsag til at samlestaldenes omkostninger til dyrlægekontrol er høje.
- Omkostninger til kørselsgodtgørelse er steget, efter at Fødevarestyrelsens dyrlæger har overtaget kontrollen fra private dyrlæger. De private dyrlæger bor typisk i lokalområdet og har kort transport til samlestaldene, mens Fødevarekontrollens dyrlæger er samlet færre steder i landet, forklarer Lars Poulsen.
Slagterierne slipper med det halve
Han peger også på, at samlestaldenes timepris på 920 kr. plus startgebyr for dyrlægekontrol er mere end det dobbelte af de 470 kr. i timen, som slagtehusene betaler for kontrol.
- Dyrlægekontrollen er i princippet den samme, uanset om den foretages i en samlestald eller på et slagteri. Når der er så stor en prisforskel, skyldes det at slagterierne har deres helt egen kontrolordning under Kødkontrollen i Vejle. Samlestederne, derimod, indgår i en blandet landhandel organiseret under veterinærdirektøren. Der er tale om en ordning, som fx også omfatter kontrol af rideheste, der skal til stævne uden for landets grænser, eller høns som skal på udstilling i et andet land, forklarer Lars Poulsen og tilføjer:
- Kontrollen af en så bredt sammensat gruppe kan naturligvis ikke strømlines på samme måde, som det er tilfældet med slagtehuse og slagterier. Derfor er ordningen for samlestalde væsentligt dyrere, og vores mål er, at de i lighed med slagterierne får deres egen ordning.