Passion for oste i håndplukket kvalitet
af Rikke HolmHos Ulvedal Ost i Egtved modnes, plukkes og pakkes ostene udelukkende ved håndkraft og efter gamle traditioner. Fraværet af automation er en strategi, som adskiller Ulvedal fra de store producenter, lyder det fra virksomhedens stifter, der er født ind i ostebranchen. På Ulvedals lager modnes unge oste på træhylder i 10 - 20 uger – enkelte helt op til 7 år – for at opnå den særlige smag, som bakteriefloraen på Ulvedal er med til at give. 80 % af ostene er udviklet i samarbejde med lokale mejerier. Blandt de lagrede varianter er bl.a. ”Ulvedal Guld”, ”Stygge Ulv” og ”Egtvedpigen”. Fælles for ostene er, at de vendes ved håndkraft – i begyndelsen flere gange om ugen: - Oste er levende, og selv oste i samme kar bliver ikke es, når de modner, forklarer John Skovdall Mathiasen, der er indehaver og stifter af Ulvedal Ost: - Dér, hvor vi kan gøre en forskel i forhold til de store producenter, er gennem modning og sortiment. Vore oste er modnet, plukket og pakket ved håndkraft. Vi kender vores kunder og ved, om de kan lide osten blød eller kantet. Vi ved fx også, om kunden foretrækker osten 18 eller 20 uger gammel, og den viden bruger vi til at håndplukke oste til den enkelte kunde, understreger han.
Passionen løber i årerne
Selv er John Skovdall Mathiasen født ind i ostebranchen. Han har fra barnsben hjulpet til i sin fars ostebutik i Vejle og og debuterede som torvesælger allerede som 8-årig. Egentlig er han uddannet kontormaskine-mekaniker, men efter få måneder som svend blev han indkaldt til militæret og vendte efterfølgende tilbage til ostebranchen. I 1986 startede han Ulvedal Ost. – Navnet stammer både fra området og fra den ejendom, John Skovdall Mathiasen købte i 1982. De første år blev Ulvedals oste kørt i egne salgsbiler ud til potentielle kunder. Afsætningen blev suppleret med torvesalg. I 2003 åbnede John Skovdall Mathiasen ”Byens ost” i Århus, men solgte butikken få år senere i erkendelse af, at de mange timer på Ulvedal Ost harmonerede dårligt med transporttiden. Samtidig havde John Skovdall Mathiasen startet en vellykket import af oste og specialiteter fra Spanien, Holland og Italien. - En satsning, der i dag omfatter hele Europa. Producenterne er fortrinsvis små, familieejede virksomheder, som John Skovdall Mathiasen besøger i sine ferier.
”Egtvedpigen” blandt bestsellerne
Ulvedals ca. 2000 varenumre dækker over forskellige modningsgrader og udskæringer af oste samt vin og delikatesser. Populært sagt alt, hvad der kan serveres til ost. Blandt de nyeste produkter er osten ”Morfar”, der blev lanceret, da John Skovdall Mathiasen fik sit første barnebarn, den stærke ost ”Grå Guld", samt ”Chr. den IX”, der er en gammel, hullet ostetype, som Ulvedal har udviklet i tæt samarbejde med et lokalt mejeri. Blandt bestsellerne er også ”Egtvedpigen”, der fås i forskellige aldre og modningsudgaver, samt ”Tørskind”, der blev lanceret i forbindelse med Ulvedals 30-års jubilæum i 2016. Jubilæet faldt sammen med trediveåret for Robert Jacobsens skulpturer i den nærliggende Tørskind Grusgrav. Deraf navnet. Ulvedal Ost leverer til ostehandlere, slagterbutikker, vinhandlere, bager- og specialbutikker, hoteller, restauranter, købmænd og supermarkeder.
Synlighed på fødevaremesser
I 2005 afhændede John Mathiasen virksomhedens sidste torvebil og åbnede samtidig Ulvedal Net-ost, som sikrer kunder i randområder adgang til små udskæringer af Ulvedals mest populære oste. Markedsføringen sker primært via virksomhedens Facebook-side, ved demoer samt deltagelse på fødevarefestivaller. I 2019 er Ulve-dal Ost bl.a. at finde på festivalerne i Filsø, Mariager Saltcenter, Nørre Vosborg, Hvide Sande og Vejle. Herudover er Ulvedal Ost heldige at få henvist nye forhandlere gennem eksisterende kunder, fortæller John Skovdall Mathiasen. Han har for nylig tegnet medlemskab af SMV Fødevarer. Dels fordi han finder det tiltalende, at der er en forening, hvor man kan få rådgivning og trække på hinandens erfaring. Dels for at være på forkant med lovændringer: - Vi har tidligere selv stået for vores egenkontrol og kunne givetvis have sparet tid, hvis vi havde brugt foreningen. Samtidig er netværket interessant for os, afrunder han.
FVM, marts 2019