Passioneret ostehandler på livslang osteekspedition

af Rikke Holm

På Ostebørsen ved Slagelse ligger caféen stille hen. Gårdmejeriet er midlertidigt lukket, og en del af engrossalget er sat på standby, mens erhvervskunderne: Restauranter, kantiner, hoteller og catering mv. er under corona-nedlukning. Og alligevel er salget vokset kraftigt i 2020 i takt med, at forbrugerne i stigende grad jagter smagsoplevelser og prioriterer kvalitetsfødevarer, fortæller indehaver Henrik Kastrup, der selv er lidt af en passioneret ostehandler.

- De sidste 25 år har jeg været rundt og smage lækkerier alle årets dage, inkl. weekender og ferier. Nogen må jo gøre det, indleder Henrik Kastrup med et glimt i øjet. Sammen med familien har han brugt samtlige ferier, siden børnene var små, på at køre rundt i en autocamper ad snoede bjergveje i Sydeuropa for at opstøve hyggelige, små mejerier og egnsspecialiteter til sin virksomhed. – Mit arbejde er en konstant skattejagt. Markedet, vi agerer på, er vildt spændende og i høj grad uforudsigeligt. Vi er samtidig i en tid med et stort potentiale til vækst og en stigende interesse for kvalitets- og luksusoste.

45.000 kg ost om ugen

På en almindelig uge omsætter Ostebørsen 45.000 kg ost, hvoraf de 300 kg er fra egen produktion. Hertil kommer salget af charcuteri og tilbehør som fx økologisk vin, chutney og oliven. Ud over at levere til detailbutikker, plejehjem, restauranter, catering mv. i Danmark eksporterer Henrik Kastrup også til Færøerne, Sverige og Tyskland. Detailsalget står for 5 – 6 % af den samlede omsætning. - Da vi i 2017 flyttede virksomheden til Vemmelev ved Slagelse og tæt på E20, sagde alle, at det ville koste 25% af vores detailsalg. I stedet er detailomsætningen vokset med 150%, afslører Henrik Kastrup. På ugentlig basis har han ca. 700 kunder i butikken. Både butik og café bruger han til at høste erfaringer og afprøve nyheder, men også som platform for nye erhvervsdrivende, der får et tilbud om at være med i butikken i 14 dage, før de selv skal i gang med detailsalg. Butikken fungerer samtidig som showroom, hvor Henrik Kastrup og hans personale kan vise deres faglighed og det gamle håndværk: - Vi har en specialviden inden for oste, og vi modner fastoste over mange år. Det kræver fødevarepassion. Glæden ved spændende smagsoplevelser gennemsyrer samtlige 30 medarbejdere i virksomheden fra kokken til chaufføren. Vi skriver på hjemmesiden, at vi har 1001 oste. Det er faktisk i underkanten: I 2020 har vi haft flere end 1200 oste på lager.

Ostegrossist ved et tilfælde

Henrik Kastrup har stået i spidsen for Ostebørsen i 34 af virksomhedens 87 år lange historie. Hans hustru, Birgitte, der er tredje generation i virksomheden, har været del af forretningen de seneste 12 år. Parrets tre børn er i gang med uddannelser inden for andre erhverv, men hjælper til med bl.a. markedsføring, fotos og input til markedsudviklingen. At Henrik Kastrup selv endte som ostegrossist, var lidt af en tilfældighed: - Jeg drømte om en uddannelse inden for handel og butik og søgte i omegnen af 760 jobs uden at komme til en eneste samtale. Da det endelig lykkedes, var det på et genopslag og som den eneste ansøger. Til gengæld landede jeg jobbet som ostehandler ½ time efter, at jeg første gang blev præsenteret for Birgittes forældre. Jeg startede kort tid herefter min oplæring som ostehandler, hvilket var pragtfuldt og helt anderledes motiverende end det offentlige kontorjob, jeg kom fra.

Specialoste trender

Adspurgt om trenden inden for oste er svaret klart: Den går i retning af bæredygtighed, lokalproduktion og specialiteter. - Trenden kan hurtigt skifte, så det er med at have fingeren på pulsen og følge med i kundemassen, fortæller Henrik Kastrup: - I 2019 solgte vil fx et stort antal burrata oste hen over sommeren. Året efter kørte sæsonen helt frem til jul. Der er kommet en større åbenhed over for nye oste. Bl.a. frisk gedeost og fastoste generelt har en høj salgsfremgang. Salget af traditionelle Danbo oste er til gengæld faldet med 25% inden for ungesegmentet. Henrik Kastrup oplever, at kunder i dag har mere fokus på at få en fuldendt madoplevelse, end de tidligere har haft. - På den måde tilnærmer vi os Sydeuropa, hvor der er en vilje til ikke at gå på kompromis med fødevarerne, lyder konklusionen.

Kok&Kastrup

For nylig lancerede Ostebørsen en helt ny webshop, Kok&Kastrup. Den har været i støbeskeen længe før coronaen gjorde sit indtog: - Webshoppen går overraskende godt. Vores salg har været stærkt stigende under coronaen, og 18 - 20% af omsætningen kommer via onlinesalg. Vi mangler dog fortsat at knække koden ift. levering til private uden for vores lokalområde, afrunder Henrik Kastrup.

 

Februar 2021

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies