For nylig beskrev jeg i en kronik på websitet FINANS.dk den såkaldte ”danske model” som skæv og syg i sin konstruktion. Jeg anførte primært to strukturelle fejl i modellen: For det første at Forligsinstitutionen i bogstavelig forstand er økonomisk uansvarlig. Forligsmanden skal hverken tage hensyn til  samfundsøkonomien i bred forstand eller til virksomhedernes konkurrenceevne. Han skal bare sørge for at undgå, at lønmodtagerne nedlægger arbejdet, og han kan se bort fra en eventuel trussel fra arbejdsgiversiden om lockout, for den er alligevel ikke reel. For det andet påpegede jeg det strukturelle ogprincipielle problem, at rammen for hele det private arbejdsmarkeds overenskomstfornyelser – dvs. virksomhedernes omkostningsforøgelser – fastlægges af DI og CO-Industri, og at DI for så vidt er inhabil i disse afgørende forhandlinger, fordi organisationens kontingenter er baseret på lønsum. Det betyder alt andet lige, at når lønningerne stiger, sker det samme for DI’s kontingentindtægter. Jeg antyder ikke, at dette har spillet nogen rolle under forhandlingerne, men det behøver heller ikke at have været tilfældet, for at der foreligger inhabilitet, og at der gør det, turde være evident. Og det er et problem for hele det private arbejdsmarked, for hvad DI giver CO-Industri, må vi andre også give dem, som vi har overenskomster med. Det skyldes især, at Forligsmanden, hos hvem vi havner, hvis vi ikke kan blive enige, vil lægge niveauet nøjagtigt dér, hvor det er lagt af de store. Det giver ro på arbejdsmarkedet, tænker forligsmanden, og så er det sådan, det bliver. Dette system, som i sit væsen medfører, at arbejdskraften bliver stedse dyrere for hver overenskomstfornyelse, vil uvægerligt føre til politiske indgreb på et eller andet tidspunkt, hvis vi ikke selv retter fejlene, mens tid er. Derfor opfordrede jeg til, at den danske model udsættes for et kritisk eftersyn allerede nu. Kronikken fik FINANS.dk til redaktionelt at indhente kommentarer fra DI og Fødevareforbundet NNF, som også selv skrev en kommentar. DI afviser kritikken, ”fordi Danmarks lønkurrenceevne er blevet forbedretde seneste år” – en påstand, som i høj grad kan diskuteres. Den danske konkurrenceevne er måske nok forbedret, men det er især takket være produktivitetsstigninger, som jo ikke kan fortsætte i det uendelige. Selve lønkurrenceevnen er tværtimod forringet. DI forsvarer sig endvidere med, at det er helt almindeligt, at arbejdsgiverforeningers kontingenter er baseret på lønsum. Det bliver det jo imidlertid ikke bedre af. I NNF kalder næstformand Tage Arentoft mine to kritikpunkter for ”underholdende” og betegner dem som ”konspirationsteorier”. Han megiver dog, at det er et problem, at forliget mellem DI og CO-Industri fastlåser forhandlingerne for alle os andre. Men ellers mener han, at kritikken har ”lidt karakter af mandagstræner”. Nej, tværtimod! Pointen er netop, at hvis der ikke nu, mens tid er, gribes ind, så dør den danske model. Det er ikke mit ønske, og derfor bør modellen tilføres en habil økonomisk ansvarlighed, f.eks. ved at knytte uafhængige økonomer til Forligsinstitutionen. Det kunne være en vismand fra Det Økonomiske Råd eller en direktør fra Nationalbanken. At stikke hovedet i busken, som DI og NNF gør, har derimod ingen virkning. Der er et link til kronikken på DSM’s hjemmeside, www.danskeslagtermestre.dk.