Slagter Theilgaard har åbnet ny butik på Fyn
af Torben Svane ChristensenFamiliefirmaet fra Esbjerg vil give de fynske kunder god service og hjemmelavede produkter i butikken i Tarup Center i Odense. Den femte butik i rækken af Slagter Theilgaard butikker slog dørene op i november i Tarup Center i Odense. I butikslokalet på 375 kvadratmeter var der tidligere en Mesterslagter, som åbnede i februar 2016, men måtte lukke i sommers, blandt andet fordi butikken ikke kunne klare sig i konkurrencen mod discountbutikkerne.
Søren Theilgaard fra Slagter Theilgaard er overbevist om, at deres nye butik nok skal klare skærene på et trængt fynsk marked, hvor der i 2017 er lukket flere slagterforretninger. - Der har været et godt kundeflow, siden vi åbnede, og vi hører fra kunderne, at de har savnet en slagterforretning i området. Vi vil adskille os med en høj grad af ekspertise og gode hjemmelavede produkter, fortæller Søren Theilgaard.
Placering i butikscenter
Umiddelbart var det ikke planen, at den næste butik skulle placeres i et butikscenter. - Vi får jævnligt henvendelser fra folk, der gerne vil have os til at åbne en butik i deres område. Men for halvandet år siden havde vi nok ikke lige set os selv med en butik i et center. Men da vi så lokalet, kunne vi godt se os selv her, hvor folk i høj grad gør deres daglige indkøb, siger han. Tarup Center ligger i bydelen Tarup i det nordvestlige Odense og er et indkøbscenter med 44 butikker, inklusiv et Løvbjerg Supermarked. Centret er på ca. 22.000 m² og har 500 p-pladser.
Fagligt dygtigt personale
Sune Westphall er butikschef i butikken i Odense, og han skal drive den, som var det hans egen butik. - For os er det vigtigt med et personale, der er fagligt dygtige, og som brænder for sagen. De skal vide noget om de bøffer, vi har i disken, og sikre, at de har en høj kvalitet. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten for at lave et tilbud, siger Søren Theilgaard. Ifølge ham er der ikke to af de fem nuværende butikker i den voksende kæde, der er helt ens. - Men vi har nogle faste værdier og et serviceniveau, der skal gøre, at kunderne kommer igen. Min rolle er, at jeg skal være lidt alle steder og sikre, at de tiltag, der virker i én butik, også bliver indført i vores andre butikker, siger han.
Populære grillpølser
Alt i den nye butik er hjemmelavet, og Søren Theilgaard står bogstaveligt talt selv med i køkkenet, når nye produkter skal udvikles. - Jeg har for eksempel selv været med i udviklingen, sammen med vores kokke i Esbjerg, af den krydderfedt, som vi solgte i vores butikker i julemåneden, siger han. Firmaet har deres eget pølsemageri i Esbjerg, der producerer forskellige slags pølser, der bliver solgt i egne butikker, men bl.a. også i udvalgte Brugsen-forretninger. - Vi har ikke gjort ret meget i forhold til markedsføringen af vores grillpølser, men det er en vare, som mange af vores kunder efterspørger. Her anbefaler kunderne produktet til andre efter mund til mund princippet, og det håber vi selvfølgelig også vil ske i butikken i Odense, når det bliver grillsæson, siger han.
Mad til forældre
Søren Theilgaard tilbragte de første par måneder efter butiksåbningen på Fyn, og han kan konstatere, at der her var mange gengangere blandt kunderne. - En af de ting, der har overrasket mig, er, at flere kunder i 30‘erne og 40‘erne køber varer med til deres forældre, så de er sikre på, at de får noget at spise, siger han. Et af de produkter, der er faldet i fynboernes smag, er den hjemmelavede rullepølse. - Kunsten er at lave den, så den ikke er for fed, og at den er godt krydret, understreger Søren Theilgaard.
Mulighed for færdigretter
I butikken i Odense er der et køkken, og det har gjort det muligt at producere færdigretter som boller i karry, lasagne og hjerter i flødesovs, hvor kunderne bare skal varme retten op, når de kommer hjem. - Vi har i vores andre butikker ikke gjort så meget ud af færdigretter før, men det får vi afprøvet nu. Vi har ansat en kok og en delikatesseassistent, der også skal fremstille saucer og supper, fortæller Søren Theilgaard.
Gerne flere elever
Inden butikken skulle åbne, søgte Slagter Theilgaards personale, blandt andet på deres facebook-side, og der var mange ansøgninger at vælge imellem. - Men vi stiller høje krav til vores personale, så der var mange, der ret hurtigt blev sorteret fra. Jeg synes, at det er lykkedes os at få sammensat et godt hold, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært at få alle de elever, som vi egentlig gerne ville have. Lige nu har vi en elev, men vi kunne godt have flere, hvis interessen fra de unge var der, siger han.
Appetit på flere butikker
Ifølge Søren Theilgaard bliver butikken i Odense ikke den sidste butik for Slagter Theilgaard . - Vi kunne godt have appetit på en butik eller to mere, og det er nok mest sandsynligt, at det bliver i Jylland eller på Fyn, siger han.
Om Slagter Theilgaard A/S
• Firmaet blev grundlagt for mere end 50 år siden af Erhardt Theilgaard, Søren Theilgaards farfar. I 1996 byggede virksomheden nye og moderne lokaler i industriområdet i Kjersing, og samtidig skete et generationsskifte, så det i dag er brødrene Poul og Viggo Theilgaard samt Søren Theilgaard, der er søn af Viggo, som i dag driver virksomheden.
• Slagter Theilgaard A/S er en kødforarbejdningsvirksomhed, som har 80 medarbejdere. Firmaet beskæftiger sig med opskæring og forædling af både svine-, kalve- og oksekød. Produkterne afsættes til hoteller, restauranter, cateringvirksomheder og offentlige institutioner. Der er også en eksportafdeling, som står for ca. 50% af den samlede omsætning.
• Private kunder kan købe produkter i 5 slagterbutikker: to i Esbjerg, en i Blåvand, en i MP Bruuns Gade i Aarhus og en i Tarup Center i Odense.