Slagter-trio i et gennemtænkt glidende generationsskifte
af Torben Svane ChristensenSlagter-trio i et gennemtænkt glidende generationsskifte
Ejerkredsen hos Stoholm Viborg Slagter med to butikker er udvidet med en yngre slagter som et led i en sikring af virksomhedens fremtid. En regnskabskonsulent fra DSM har været en god hjælp i processen. Michael Søndergaard har et godt kendskab til den virksomhed, Stoholm Viborg Slagter, han nu er medejer af, fortæller grundlæggeren Bjarne Lausen, der er alderspræsident i det trekløver, der nu udgør ejerne af virksomheden med butikker i Stoholm og i Viborg. - Ja, han er jo udlært hos mig. Om 4 år bliver jeg 60 år, og jeg har været selvstændig i 36 år, så det har taget et tryk af mine skuldre at vide, at Michael og René er klar til at drive butikken videre. I 2002 kom René Madsen, der er 10 år yngre end Bjarne Lausen og udlært i butikken i Stoholm, med som medejer, og forretningen blev lavet om til et aktieselskab. René Madsen havde arbejdet på et slagteri og i andre butikker, men nu var han klar til at få foden under egen disk. - Vi havde før talt om en butik mere, der skulle ligge i Viborg, så da Réne kom med, stod han for butikken i en tidligere bagerbutik i Sct. Mathias Centret, fortæller Bjarne Lausen. Der gik dog nogle år, før butikken i Viborg rykkede for alvor. - Vi flyttede den i større lokaler, hvor der var plads til en café. Det var meget bedre, og så blev der langet flere varer over disken, siger han.
En slagter gik i land
Michael Søndergaard, der lige er blevet 30 år, kom i lære i butikken i Stoholm i 2007, hvor han boede i en lejlighed oven på butikken. Da han var udlært forlod han det jyske fastland og arbejdede til søs, blandt andet på Kongeskibet. - Da jeg kom hjem, fik jeg arbejde i butikken i Viborg, og det har da tit været oppe at vende, at Bjarne og René så mig som en mulig medejer. Så da jeg fik tilbuddet, sagde jeg ja. Jeg havde selvfølgelig vendt det med hjemmefronten. Men hvis jeg ikke prøver det her, så vil jeg fortryde det resten af mit liv. Det er noget andet, når det er ens eget. Så går man gerne en ekstra meter for at få tingene til at lykkes, siger han. Alle parter har den lokale bank, Salling Bank, så det var intet problem for Michael at finansiere udbetalingen med et lån.
Hånden på kogepladen
I forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen har parterne fået rådgivning fra Claus Vestermark, der er regnskabskonsulent hos DSM. - Ja, det foregik på den måde, at René og jeg fik vores revisor til at lave et udkast til en aftale med Michael. Vi opfordrede ham til at lade Claus kigge aftalen igennem, så alt var i orden. Det var det så også, siger Bjarne Lausen. Det var vigtig for de to ejere, at den nye medejer også fik hånden på den økonomiske kogeplade. - Ja, der er lavet et gældsbrev, og Michael skulle komme med en udbetaling. Han ejer nu 25 procent, og vi ejer 37,5 procent hver. På sigt vil vi gerne finde en mere, som kan indgå i ejerskabet, og som kan drive det videre sammen med Michael, når engang vi gamle er væk, siger Bjarne Lausen. Det er planen, at Michael skal tage sig af produktion og butikken i Stoholm, og så skal Bjarne klare de administrative opgaver.
Udvikle forretningen
Også inden han blev medejer, var Michael Søndergaard leveringsdygtig i nye tiltag for at skaffe flere kunder. - Ja, jeg kan godt lide at eksperimentere, og så er det måske godt med to garvede slagtere, der lige kan hive i håndbremsen, hvis det bliver for vildt. Det, jeg finder på, skal jo også kunne give en fornuftig indtjening, siger han. Medejerne er i daglig kontakt med hinanden om forretningen, og de mødes også alle tre ansigt til ansigt cirka hver anden måned for at kigge fremad. - Vi har for eksempel allerede rendt planerne for jul og nytår igennem, siger Michael Søndergaard. Mere og mindre arbejde For Bjarne Lausen betyder udvidelsen af ejerkredsen, at han nu har mere fri. - Nu tager Michael hver anden lørdag, så en fri-lørdag i ny og næ, når ikke lige den står på konfirmationer og andre store mad ud af huset opgaver, er meget velkomment. Det har jeg aldrig prøvet før i al den tid, jeg har været selvstændig, siger han. Omvendt betyder det flere timer for Michael. - Før havde jeg fri i weekender, men det er slut nu. Vi har haft en snak om det derhjemme, med et barn og et barn mere på vej. Men det skal nok komme til at køre, siger han.
Blev medejer midt i en Corona-tid
Aftalen om, at Michael Søndergaard, skulle være med i ejerkredsen, var allerede på plads, inden Danmark lukkede ned på grund af Covid19. - Det har da været en hård begyndelse, men jeg synes, at vi har klaret den over al forventning, siger Michael Søndergaard. Stoholm Slagter skulle blandt andet have leveret mad til medarbejderne på Smukfest og en masse byfester. Men krisetider kan også føre til nye indtægtskilder. - Vi var begyndt med at sælge Fredagsmenuer med kuverter til to personer til 179 kroner i oktober sidste år. Kunderne kunne bestille på vores facebookside, og vi solgte mellem 100 og 200 styk. Men da Covid-19 lukkede det hele ned, solgte vi over 800 styk på en dag. Jeg lavede også et samarbejde med bageren i Aulum og en tilhørende facebookside, hvor kunderne kunne hente deres bestillinger hos bageren, og så var der godt brød med, siger Michael Søndergaard, der er overbevist om, at de sociale medier er vejen frem, når det handler om at få flere kunder. - Men det tager jo også tid, og det kunne da godt være, at jeg skulle på et kursus for at blive bedre til det. Under krisen måtte virksomheden sende ansatte hjem. Mad ud af huset til selskaber blev der ikke solgt meget af. - Men vi øgede omsætningen her i butikken i Stoholm. Det var vanskeligere med butikken i Viborg, hvor vi sammen med købmanden var de eneste butikker, der holdt åben i butikscenteret, siger Bjarne Lausen, der trods alt ser optimistisk på fremtiden. - Vi har travlt nu med alle konfirmationerne, hvor stort set alle bestillingerne fra foråret er blevet rykket til nu, siger han.
En ordentlig andel og god løn
Bjarne Lausen har et par god råd til andre, der står i samme situation med et forestående generationsskifte. - Få de nye med ind så hurtigt som muligt, så de får indsigt i forretningen. Det er nemmere på den måde. Giv dem en ordentlig andel, en ordentlig løn, Michael får det samme som René og jeg; og gå ydmyg til opgaven med at overdrage det, du har bygget op. Spil med åbne kort over for de unge, og så skal man selvfølgelig også være klar til at flytte sig og give plads, når en ny er klar til at tage over, understreger Bjarne Lausen, der ikke vil afvise, at han måske godt kunne være interesseret i nogle timer om ugen i butikken, selv efter, han har rundet de 60 år. - Men det bliver som lønmodtager, slår han fast.
3 gode tips i forbindelse med generationsskifte fra Claus Vestermark,regnskabskonsulent hos DSM:
1. Planlæg skiftet i god tid. Det giver et bedre resultat både for køber og sælger.
2. Få låst pris og tidspunkt hurtigt i processen, så parterne ikke lige pludselig forhandler i 11. time.
3. Bevar en konstruktiv dialog også efter, at handlen er afsluttet. Det er jo i både sælgers og købers interesse, at det kommer til at gå godt.
September 2020