Slagteren i Strib har fat i de unge
af Hanne GregersenMens branchen generelt råber på unge, har Christiana Kørvel og hendes far, Henry Hansen, ikke besvær med at få hjælpende hænder. Ikke færre end 13 unge i alderen 13-16 år er tilknyttet Slagteren i Strib som ungarbejdere. Imponerende - og mange at holde styr på, skulle man synes, men Christina Kørvel er planlægningens mester. De unge mennesker har en fast aftale om, at de skal arbejde hver 3. weekend. Desuden lægger hun hver uge en arbejdsplan baseret på, hvad de unge selv har meldt ind om ledig tid for den kommende uge. - Sværere er det ikke, siger hun. – Så ved både vi og de unge hel præcist, hvornår de skal være her. Og arbejdet kolliderer ikke med deres fodbold eller andre interesser, fordi de selv har fortalt, hvilke timer de står til rådighed. Næste og naturlige spørgsmål er: Hvordan får man dog kontakt med så mange unge, der kan og vil? - Tja, lyder svaret, mens der rodes i hukommelsen. – Det begyndte for seks år siden, med nogle unge, der kom her, og siden har det bare udviklet sig via mund-til-mund. Mange af vores ungarbejdere synes, det er sjovere og mere spændende end at omdele reklamer, og hidtil har vi i hvert fald ikke haft svært ved at finde nye, når de ældste stopper.
Får snuset til faget
Selvfølgelig er der ting, en 13-årig ikke må rent arbejdsmæssigt, erkender Christina Kørvel. Til gengæld kan de aflaste med mange gøremål i småtingsafdelingen, mens ”de voksne” tager sig af at svinge knivene og sikre den faglige kvalitet i udskæring og den videre tilberedning af kødet. Men de unge får også noget ballast med fra deres tid hos Slagteren i Strib. Dels lærer de at begå sig på en arbejdsplads og mellem kolleger, dels vokser både ansvar og funktioner i takt med, at de bliver ældre. – F.eks. kan fem af de ældste i dag også hjælpe med at ekspedere i butikken, påpeger hun. - Det er selvfølgelig ingen garanti for, at de unge siden går slagtervejen, men de får snuset til faget. Og interessen kan dukke op undervejs. For hverken Henry Hansen eller Christina Kørvel tænkte i de baner, da de var unge. Ikke desto mindre kunne Henry Hansen i juli fejre, at det var 60 år siden, han begyndte som slagterlæring, og Christina Kørvel selv har rundet sine første 25 år i slagterbutikken.
Slagtere i generationer
At de så alligevel havnede i slagterfaget – i øvrigt som henholdsvis 3. og 4. generation af slagtere – viser at ting kan mage sig anderledes endt tænkt. Henry Hansens forældre havde en slagterforretning i Tønder, inden de i 1949 flyttede de til den nuværende butik i Strib. Hverken forældrene eller knægten selv havde tanker om, at han skulle gå i sin fars fodspor. Men skolen interesserede ham ikke, så han besluttede sig i stedet for en læreplads hos faderen – og begyndte på sin 14-års fødselsdag. I 1984 overtog han faderens forretning. Christina Kørvel valgte en kokkeuddannelse, hvilket ikke helt opfyldte hendes forventninger. Efter en tur hos bl.a. McDonald's gik også hun i lære som slagter og har efterfølgende dannet parløb med sin far i Strib. Siden har de delt funktionerne mellem sig, så Christina Kørvel tager sig af alt det administrative.– Han ejer butikken, og jeg bestemmer, siger hun med et hørligt smil. Derfor var det også hende, der for nogle år siden kom på ideen med at involvere de unge mere systematisk. Tøvende sagde Henry Hansen ja, mod at hun selv stod for arbejdet med de unge. – Tålmodigheden hos slagteren er ikke så lang, forklarer hun igen med et smil. – Men det kom hurtigt i en god gænge, og far har det godt med de unge, der viser interesse for arbejdet. I øvrigt var det også Christina Kørvel, der bestemte, at faderens jubilæum skulle markeres. Unødvendigt, mente han selv. Så det endte med at datteren arrangerede et stort Surprise Party i det lokale forsamlingshus, hvor hun havde samlet alle, der ville være med til at fejre slagter Hansen i Strib.
Priser på stribe
Der har været slagterbutik i Vestergade i Strib siden 1921. Undervejs er der sket flere ændringer, hvor en af de største var overtagelse af nabohuset, så Henry Hansen kunne indrette et pølsemageri og findyrke kvaliteten af pølser og pålægsvarer. Det har gennem årene udløst en stribe af priser – omkring de hundrede, skønner Christina Kørvel. Senest i år på Foodexpo hvor butikken løb med prisen for Danmarks bedste spegepølse i naturtarm, gammeldags lagersaltet. Hemmeligheden bag den og de mange andre priser ligger i Henry Hansens og Christina Kørvels DNA: Nemlig altid kun at levere kød og færdigretter af en kvalitet, de selv vil spise, både i butikken og ved de mange leverancer ud af huset. - Kødet og vores slagtervarer er det primære, understreger Christina Kørvel gang på gang, selv om Slagteren i Strib også på bl.a. Facebook roses for at sælge god vin og have et stort sortiment af specialiteter, der kan supplere det gode måltid. Forresten arbejder næste generation også i butikken, nemlig Andreas, barn og barnebarn af de to indehavere. Han skal begynde i 10. klasse efter sommerferien – og vil være mekaniker.
På billedet ses slagtermester Henry Hansen samt formand for FødevareDanmark Leif Wilson Lausten i forbindelse med fejring af Henry Hansen har været slagtermester i 60 år .
FVM, august 2022