Sproget og kommunikationen ændres til gris

af Landbrug & Fødevarer

Der var engang for flere tusinde år siden, hvor vi sagde vildsvin, fordi det var de grise, der levede i Danmark. Vildsvin fik betydning i Danmark fra omtrent 4.000 år f.kr., indtil de sidste vildsvin blev skudt i begyndelsen af 1800-tallet. Da alle tamme grise stammer fra vildsvinet, var det logisk at sige svin i gamle dage, men siden er der sket en kolossal udvikling. Flæsk var den måde, vi oprindelig beskrev kød fra svin. Flæsk stammer fra det tyske ord ”Fleisch,” men fra midten af 90’erne bliver grisen slankere. Den taber 1/3 af sit flæsk, og derfor bliver det mindre præcist at sige flæsk. Landbrug & Fødevarer har siden 2012 analyseret og undersøgt retorikken rundt om grisen og forbruget af kødet. I Danmark har vi en svineproduktion, men det er med rette svært at forstå logikken i, at vi siger pattegrise om smågrise og ikke grise om de ældre grise. Vi har stadig en svineproduktion i Danmark, men ligeså snart vi taler om kødet og udskæringerne, er det i dag mere logisk at sige gris.

Det betyder ikke, at vi ikke skal kalde retterne, hvad de hedder. Da Danmarks Nationalret blev kåret i 2014, faldt valget overlegent på stegt flæsk – det skal det naturligvis fortsat hedde. I dag serverer Google omtrent 490 mio. resultater, hvis man søger på ”gris”, og ca. 4,9 mio., hvis man søger på ”svin”. Man kan også søge på grisens snude. Den har altid heddet trynen, men det er mennesker, der tryner andre, hvis de stikker snuden frem – måske får de én på trynen for det. Det er ikke for at stikke næsen frem eller tryne nogen, men er det i dag ikke mere logisk og tidssvarende at sige gris? Det synes vi. Det er derfor, vi siger gris. Hvad siger du?

Restauranter foretrækker også at skrive gris på menukortet frem for svin - også gourmetrestauranterne.Supermarkederne er også gået med og har nu gris i køledisken. I Rema1000 står der gris på pakkerne. Det gør der også i Netto. Og i Coops butikker er man i gang med at skrive gris på pakkerne i stedet for svin.

Ændringen gælder alt kød fra grise

Ændringen gælder alt grisekød, uanset om grisen er konventionel, økologisk, fra Friland, fra Antonius, en Bornholmergris eller måske en Grambogård-gris for blot at nævne nogle. Sproget ændrer sig, tilpasser sig og fornyer sig med nye generationer. Det er en naturlig udvikling. En gang kaldte vi det flæsk, så svinekød og nu altså grisekød. Det handler om kødet og forbrugernes præferencer. Vi spiser fortsat flæskesteg, stegt flæsk, sylte, medisterpølse, frikadeller, leverpostej, spareribs og bacon. Men det kommer alt sammen fra en gris.

Landbrug & Fødevarer inviterer til Round-table ”Fra svin til gris” den 27. februar 2018. Se invitation og tilmelding her.

 

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies