Nu er den gal igen.

For et års tid siden kritiserede jeg, at SKI, der er de offentlige myndigheders fælles indkøbscentral, havde lavet et stort udbud på fødevareområdet, kun målrettet de store totalleverandører. Det skete, bedst som Folketinget var på vej med en Udbudslov, hvis formål var at gøre de offentlige køkkener mere tilgængelige for små og mellemstore producenter og grossister. Det skrev jeg om på denne plads og siden hen også i en klumme på portalen Food Supply.  Det affødte en skarp reaktion fra SKI’s udbudsdirektør, der bl.a. skrev, at ”på den pågældende fødevareaftale, der er målrettet de større køkkener, har det været et ønske, at køkkenerne kan henvende sig til én leverandør med et bredt udvalg (grossist), så der bruges mindre tid på selve indkøbet og mere tid på at tilberede maden. Det svarer til, vi andre går i supermarkedet.”

Sagen er imidlertid, at regeringen og Folketinget med den nye lov har sendt et meget klart signal, der, for nu at blive i udbudsdirektørens billedsprog, kan beskrives som en hævet pegefinger til myndighederne om, at de også skal huske at handle i specialfødevarebutikkerne. Det er ikke i orden, at de kun går til ”supermarkederne”. Det var imidlertid det, de gjorde med udbud 09.01 sidste år, og nu har de gentaget miseren i et nyt og større udbud (50.90). Dette nye handler om indkøb for 1,6 milliarder kr. over fire år af brød og kager, fisk, frugt, færdigretter, kød, pålæg og mejeriprodukter m.m. – i alt 4.500 ”varelinjer”. Det var der kun tre firmaer, der magtede, nemlig Dansk Cater, Hørkram og Dagrofa, og nu har Hørkram fået ordren. Til lykke med det, den er dem vel undt; der er intet at bebrejde Hørkram, men der er i høj grad noget at bebrejde SKI og de medvirkende kommuner, som helt har ignoreret Udbudsloven og dermed siddet Folketingets budskab overhørigt.

Da udbud 09.01 blev offentliggjort, var Udbudsloven endnu ikke trådt i kraft, og dermed var det ikke formelt ulovligt, om end i strid med de intentioner, som regeringen havde med lovforslaget.  Anderledes med udbud 50.90. Det blev udbudt den 5. januar 2016, fire dage efter lovens ikrafttrædelse – og dermed er det omfattet af kravet om ”opdel eller forklar”, som den nye lov foreskriver. Men SKI kommer ikke med nogen forklaring. Der står blot: ”Kontrakten er opdelt i delaftaler: nej”. Dermed ses Udbudslovens § 49, stk. 2, ikke at være overholdt. Der står: ”Udbyder en ordregiver ikke særskilte delkontrakter, skal ordregiveren i udbudsmaterialet oplyse om baggrunden herfor.”

Det kan imidlertid næsten også være ligegyldigt, om kravet om forklaring er opfyldt. Der er nemlig ingen krav til en sådan forklaring, så SKI kunne i princippet have forklaret den manglende opdeling med henvisning til Det Kongelige Teaters sæsonprogram. Eller til vejrudsigten. For ganske vist skal forklaringen ifølge lovbemærkningerne være saglig, men der står også at læse, at ”ordregiveren har et vidt skøn i forhold til at vurdere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at opdele en kontrakt eller ej. Ordregiverens vide skøn kan ikke tilsidesættes…”. Der findes et særligt klageorgan, som man kan klage til, men nævnet kan ikke tilsidesætte skønnet, og så er denne centrale del af loven jo ingenting værd – og hvorfor så overholde den? Man kan få den tanke, at det sådan, de tænker i SKI, når de helt i strid med loven går direkte i ”supermarkedet”.

Den åbenlyse mangel på sanktioner i denne lovgivning gjorde vi meget tydeligt Folketinget opmærksomt på under behandlingen af lovforslaget. De ærede medlemmer lyttede med interesse, men gjorde ikke noget ved det. Det bør de gøre nu, hvor enhver kan se, at loven ikke virker efter hensigten.