Årets medaljetagere blev fejret med pomp og pragt
afEt stort kuld unge medaljetagere havde atter fundet vej til Landsmødet anno 2025. Og i en tid med megen fokus på lærlinge allesteds fra, så er det jo et festligt indspark til landsmødet at kunne fejre årets medaljetager blandt en række garvede slagtermestre. At blive tildelt en medalje til svendeprøve handler ikke blot om at få den højeste karakter, man skal indstilles af censorer og det kræver en ”exceptionel” eller ”særlig veludført” prøve for at komme i betragtning til en medalje. Der strøes ikke med medaljer. 2025 bød på ikke mindre end 8 medaljeelever jævnt fordelt over landet. Og fra at have et meget mandsdomineret fag, kan man nu med glæde konstatere at der er mange kvinder blandt medaljetagerne. Dygtige elever kræver dygtige svende og mestre, så medaljerne trækker tråde bagud til de stolte mestre og peger samtidig fremad for faget. Uden dygtige arbejdsgivere, som kan løfte den næste generation ind i faget, så bliver det vanskeligt at videreføre de stolte traditioner. Eleverne blev hædret og belønnet med en række fine gaver til Landsmødefesten. De flotte præmier sponsoreret af lokalforeningerne og øvrige sponsorer, bl.a. blomster, en kniv, rejsetaske og et rejsegavekort, så de har mulighed for at komme ud og søge ny viden inden for faget. Forhåbentligt er der blandt disse dygtige unge en flok selvstændige slagtere ude i fremtiden.
